Interview
Barnehosten i korridoren: mødet med Solør Ghost Hunting Crew
14. september 2026 · 12 min læsning
De jokede med, at de en dag ville ende på Viaplay. To år senere var de der. Men det, der sidder tilbage hos det norske team, er ikke tv-kameraerne — det er en barnehoste fanget på video i et tomt sanatorium i Norrbotten, og alle EMF-målerne, der slog ud på samme sekund. Her fortæller Ulrikke og Kim om vejen ind, om nætterne på Sandträsk, og om hvorfor de hellere siger, at de ikke ved det.
Der findes spøgelsesjægere, som leder efter spøgelser. Og så findes der dem, der leder efter alt det andet — det, der sker på et sted, og som nægter at lade sig forklare på stående fod.
Solør Ghost Hunting Crew hører til den anden slags.
”For os handler spøgelsesjagt ikke kun om at finde spøgelser. Vi synes egentlig, at det mest interessante er alt det, vi oplever, som vi ikke kan forklare med det samme.”
De er et norsk team med en fælles interesse og bevidst forskellige personligheder. De undersøger gamle og historiske steder, hvor mennesker har fortalt om mærkelige oplevelser, og dokumenterer det, de oplever — både med teknisk udstyr og med deres egne sanser. Lyde, bevægelser, temperaturændringer, ting der sker lige foran dem.
Men det, de selv fremhæver først, når de skal beskrive teamet, er ikke udstyret. Det er sammenholdet.
”Vi kan stå midt om natten på et mørkt og forladt sted og være dødsensbange det ene øjeblik, og så stå og grine sammen af noget helt andet det næste.”
To helt forskellige veje ind
Ulrikke har altid været interesseret i det paranormale. Men interessen eskalerede, efter at hendes stedfar døde.
”Han kom tilbage til mig i en drøm, og derefter begyndte der at ske specifikke ting derhjemme, som jeg kunne knytte til ham.”
Det stod på et stykke tid. Så holdt det op — og det er slutningen, der gør historien usædvanlig. Da han sagde farvel til hende i en drøm, stoppede alt det, der havde været.
For Kim ser indgangen helt anderledes ud. Han har været klarsynet hele livet, så for ham har det aldrig været noget, der begyndte. Vendepunktet kom i stedet, da han fik en vision om, at hans farmor skulle dø — og hun døde kort tid efter.
Derefter begyndte han at tage sine evner mere alvorligt og ville forstå dem bedre. Senere tog han Michael Wingers skole, hvilket har givet ham mere indsigt i det, han oplever.
To personer, to helt forskellige indgange: én der fik sine oplevelser efter et dødsfald, én der har haft dem med sig hele livet. Det er også en del af grunden til, at de fungerer som team. De oplever og tolker ting forskelligt.
Dørhåndtaget der gik ned
Ulrikkes første rigtige møde med noget, hun ikke kunne forklare, var hjemme hos moren og stedfaren.
Hun så dørhåndtaget gå ned, selvom ingen var hjemme. Hun hørte skridt over sig, selvom der ikke var nogen.
Det, der gjorde det endnu mærkeligere, var lillebroren. Han var omkring to-tre år dengang — i dag er han selv en del af teamet — og han fortalte moren og stedfaren, at der stod en mand i gangen.
Samtidig havde Ulrikke den samme mareridtsdrøm hver eneste nat. Til sidst besluttede de at få en klarsynet til at komme og lave husrensning.
Det er den næste detalje, der satte sig hos hende.
”Hun kunne fortælle mig om det, jeg havde drømt og oplevet, uden at jeg havde fortalt hende noget om drømmen på forhånd.”
Hun var ung, da det skete. Der gik det fra at være noget, hun syntes var spændende, til noget hun rent faktisk havde oplevet selv.
Spøgen der blev til Viaplay
Starten var ganske enkel. De ville prøve at fange noget paranormalt på kamera og se, om de kunne dokumentere det, de selv havde oplevet og hørt om.
Så skete der noget med interessen. De gamle historier, menneskene der havde levet på stederne, og historien bag bygningerne blev efterhånden mindst lige så stor som det paranormale. Derefter kom interessen for video og redigering.
I dag er det først og fremmest en hobby — men det havde selvfølgelig været sjovt en dag at kunne leve af det.
Da de startede teamet, jokede de med, at de en dag ville ende på Viaplay. De grinede af det. Det lød helt urealistisk.
Omkring to år senere er de med i ”Alternative Norge”, der har premiere på Viaplay nu i efteråret.
”Det er ret surrealistisk at tænke på, når vi ser tilbage på, hvordan det hele startede.”
Bilen, bamsen og dukkerne
Udstyret er det sædvanlige arsenal og et par ting mere: EMF-målere, REM-pod, dukker, en bil og en bamse med sensorer, S.P.7, båndoptager og kameraer.
Det er altid sjovt, når udstyret giver udslag, siger de, for så bliver man nysgerrig efter, hvad der kan have forårsaget det. Men det sjoveste er faktisk ikke apparaterne.
”Måske noget af det allersjoveste er, når der sker ting med helt andre ting end de typiske paranormale apparater. For eksempel hvis en bold pludselig begynder at trille. Så bliver det ekstra interessant, fordi det ikke er et apparat, der egentlig skal give os et udslag.”
Ønskelisten findes selvfølgelig. Øverst står en Kinect.
Sådan ser en nat ud
Før en spøgelsesjagt bruger de tid på at læse op på stedets historie. Hvad der er sket der, hvem der har været der, hvilke historier der findes i forvejen.
Så planlægger de, hvad de vil filme, hvilket udstyr de skal prøve, og hvor på området det skal stå. Og så den praktiske del: at lade og pakke det hele.
Kim har desuden sin egen forberedelse. Han åbner sig mere op før en jagt, så han bliver mere modtagelig for det åndelige og for det, han eventuelt kan opfange på stedet.
Fremme starter de i dagslys. De filmer klip, der kan bruges til intro og sociale medier, og bruger samtidig lyset til at lære stedet at kende og lede efter hot spots, de kan vende tilbage til, når det bliver mørkt.
Når mørket kommer, er de enten alle fire sammen eller deler sig i to. De har også overvågning stående på steder, hvor de ikke selv befinder sig, for at se, om der sker noget dér, når ingen er i rummet. Ind imellem går Kim alene rundt for at mærke energien.
Afslutningen er lige så fast som forberedelsen. De filmer hele nedpakningen, rydder op efter sig og takker af, før de kører. Kim renser teamet bagefter, så de ikke får eventuelle energier med hjem.
Sanatoriet der satte sig
Ét sted vender tilbage igen og igen i samtalen: Sandträsk sanatorium i Norrbotten. Et af Nordsveriges største sanatorier, bygget i 1913, i dag tomt — og ifølge teamet bemærkelsesværdigt velbevaret.
”Man får virkelig følelsen af, at historien stadig sidder i væggene.”
Det er også stedet, hvor de har oplevet allermest.
Den hændelse, de selv fremhæver først, skete under en session med ouijabræt: alle EMF-målerne slog ud samtidig. Ikke én ad gangen. Samtidig.
Ved en anden lejlighed så både Ulrikke og William en meget tydelig skikkelse.
”Det er en helt anden type oplevelse, når man rent faktisk ser noget med egne øjne og ikke bare får et udslag på et apparat.”
Og så er der det klip. Det, de stadig synes er allermærkeligst: en barnehoste, fanget på video i det tomme sanatorium.
Det er også sket, at Kim på forhånd har bekræftet gennem sit klarsyn, at der var noget — og at flere forskellige apparater derefter har slået ud samtidig netop dér.
Hellere ”det ved vi ikke”
Det er her, teamet bliver mest bestemt. De leder efter en naturlig forklaring først, hver gang.
Træk. Tekniske fejl. Lyde fra bygningen. Dyr. Andre mennesker. Alt, der kan have påvirket det, de oplever eller får udslag på.
”Vi er ude efter ægte beviser og ægte oplevelser, ikke efter at lave noget eller fake ting bare for views.”
Og så kommer sætningen, der egentlig opsummerer hele interviewet:
”Vi vil hellere være ærlige og sige ’det ved vi ikke, hvad er’ end at påstå, at alt vi oplever er overnaturligt.”
Der findes alligevel materiale, de ikke har kunnet forklare. Flere forskellige stemmer på spiritbox, hvoraf nogle er kommet som svar på spørgsmål knyttet til det sted, de befandt sig. En skygge på film, som de ikke har fundet nogen naturlig forklaring på.
De undgår desuden bevidst at læse op på, hvad andre har oplevet på stedet, inden de tager af sted. De mener, det kan påvirke deres egen oplevelse og gøre den mindre ægte. At de alligevel har oplevet ting på steder, andre har udpeget som hot spots, er interessant — men de holder deres egne observationer adskilt fra det, andre har fortalt.
”Vi laver ikke hærværk”
Spørgsmålet om misforståelser får et langt svar. At de bare er ude på at skræmme folk. At de tror på alt, hvad de oplever. At de faker ting for at få views.
Men den, der ser ud til at irritere mest, er en anden.
”Folk tror, vi laver hærværk, når vi besøger gamle og forladte steder. Det er absolut ikke det, vi ønsker at blive forbundet med. Vi har respekt for de steder, vi besøger, og rydder altid op efter os.”
Hvad de tror der sker bagefter
De tror ikke det samme, og de forsøger ikke at lade som om.
Ulrikke tror, at der findes et liv efter døden. Hun har hørt meget om reinkarnation og kan lide tanken om, at man måske kan vælge at blive lidt efter døden, men at man til sidst går videre, når man er klar.
Kim tænker delvist anderledes. Han mener, at det nogle gange kan være minder eller energier, der bliver tilbage og går igen på et sted, mens sjælen egentlig er gået videre. Man kan altså mærke en energi fra nogen, der har været der, uden at man nødvendigvis får kontakt med selve sjælen.
Begge er åbne for, at der findes mere, end vi kan forklare. Ingen af dem påstår at have svarene.
England, Polen — og en herregård i Uppland
Drømmen er udlandet. De store, kendte steder i England, Polen og USA.
Men der findes også et andet sanatorium, som fylder meget hos dem. Efter alt det, de har oplevet, har de fået et helt særligt forhold til netop sanatorier, og de vil gerne undersøge flere.
Nærmest i tid ligger et Halloween-event på Österbybruks herrgård i Sverige. Det bliver lidt anderledes end en almindelig spøgelsesjagt, og de glæder sig meget.
”Åbn sindet lidt”
Til dem, der er helt overbeviste om, at spøgelser ikke findes, har de ikke noget behov for at bevise noget. Kun en opfordring.
”Der er selvfølgelig meget, man kan bortforklare, men vi tror også, der findes oplevelser, som vi ikke altid kan forklare så let.”
De bruger eksemplet med at have en slags skytsengel i forbindelse med en ulykke, eller andre situationer, hvor man har følt, at noget eller nogen passede på en. Man behøver ikke tro på alt, siger de. Men det er spændende at være åben for muligheden.
Det sidste, de vil have med i artiklen, handler slet ikke om spøgelser. Det handler om miljøet.
”Vi håber, der kan blive lidt mere samarbejde mellem de forskellige spøgelsesjagtgrupper, i stedet for at der skal være så meget konkurrence. Vi tror, vi alle kan lære meget af hinanden.”
Og en sidste ting: folk skal absolut ikke være bange for at tage kontakt. Egne oplevelser, tips til steder, eller bare nysgerrighed — alt er velkomment.
Flere fortællinger
- Inside Sandträsk Sanatorium — 409 beds, and most patients never went home
- Spøgelsesbyerne verden lod ligge
- Stederne i Sverige hvor tiden stod stille
- De troede ikke på spøgelser. Så tog de nattevagten
- Familien flyttede ind på drømmegården. Det begyndte med en lugt
- Stedet i skoven som lokalbefolkningen advarer dig imod
- Huse du ikke vidste spøgte, ét ligger sandsynligvis i din by
- Rangeret: De 10 uhyggeligste steder du faktisk kan besøge